Historie

Viborg Håndboldklub har de seneste 20 år været en etableret del af toppen i dansk og international tophåndbold, men klubbens rødder går faktisk mere end 70 år tilbage.

Viborg Håndbold Klub blev stiftet i 1936 med det formål at dyrke håndboldspillet under organiserede forhold. I 1941 skiftede man til de grønne trøjer, som har prydet klubbens spillere lige siden.

Håndboldspillerne startede med at slå sine folder i byens eksercerhus, men i 1970 så DSI-hallen dagens lys, og her blev de første triumfer fejret. Med tiden blev pladsen her dog også for trang, så i 1997 kunne Viborg HK præsentere den nye Viborg Stadionhal med plads til 2200 tilskuere.
 

Damerne brød igennem

Resultatmæssigt har Viborg HK oplevet både op- og nedture, men specielt det seneste årti har været særdeles succesfuldt for klubben.

I sæsonen 1988/89 rykkede Viborg HK's damer for første gang op i den bedste række. Oprykningen var kulminationen på den udvikling, klubben havde sat i gang med ansættelsen af Ulrik Wilbek samt et kuld U-landsholdsspillere, som netop havde vundet VM-sølv. Blandt disse var klubbens egen Susanne Munk Lauritsen samt Susan Olsen, Maibritt Benda og Anja Andersen. Senere kom profiler som Astrup, Kolling, Hoffmann, Tanderup og Klit til, og Viborg HK kunne for første gang hæve DM-pokalen i sæsonen 1993/94.

Samme år, som den første DM-titel kom i hus, vandt holdet EHF-Cup'en, og siden har Viborg HK stort set hver eneste sæson været med helt fremme både i Danmark og Europa. I 2006 lykkedes det, efter to tidligere tabte finaler, endelig at vinde Champions League – den største turnering af dem alle. Den triumf blev siden gentaget i 2009 og 2010.
 

Herrerne kom med

Midt i 1990'erne besluttede Viborg HK, at også herreholdet skulle i landets bedste række. Dette lykkedes hurtigere end ventet, da holdet i løbet af tre år rykkede fra 3. division til Håndboldligaen. Her har holdet siden været med til at præge ligaen og har bl.a. deltaget i Europa Cup'en to gange. Det hidtil største resultat opnåede man i sæsonen 2000/2001, hvor det blev til en fornem pokalsejr over Kolding IF efter en medrivende finale. I 2006/2007 opnåede herrerne det hidtil bedste DM-resultat, da det lykkedes at erobre et sæt flotte sølvmedaljer.


2013 blev i midlertidig endestationen for herrehåndbold i Danmarks bedste række! Grundet klubbens økonomiske situation, måtte man desværre se sig nødsaget til at trække holdet efter det spillermæssigt havde reddet sig endnu en sæson i den bedste række! Konsekvensen heraf blev at man skulle spille i 2. division uden mulighed for oprykning i den første sæson.
Nu er er holdet blevet et udviklingshold med talentudvikling for øje og dernæst på sigt, at igen kunne spille med i landets bedste række.
 

Rivende udvikling

Rent organisatorisk har klubben også oplevet en rivende udvikling. I 1999 blev Viborg HK som den første håndboldklub i Danmark noteret på Københavns Fondsbørs. I samme forbindelse blev klubben opdelt i et aktieselskab, der driver den professionelle del af Viborg HK, og moderklubben, som står for breddehåndbolden, der indbefatter alt fra U-6 til 2. division damer og 3. division herrer.

De senere år er der kommet nye forretningsområder til Viborg HK A/S, som i dag fremstår som en moderne sportsvirksomhed med ca. 32 medarbejdere.
 

 
Sho billede
Få overblikket over de mange triumfer, som 
Viborg HK har fejret gennem tiden.
 
 

Kontakt Os

MyStarDenim

Færgen